På en grå regnvejrsdag i november tikkede en usædvanlig mail ind i min indbakke. Overskriften lød: Bispevielse i Tanzania, og ud af det blå sad jeg pludselig med en invitation til at rejse med min biskop til Tanzania. Den mulighed lod jeg (selvfølgelig) ikke gå fra mig, så jeg takkede med det samme ja, og den 16. januar satte jeg sammen med en lille gruppe kursen mod Tanzania. 

Vi besøgte to stifter, der grænser op til Victoriasøen, og ud over at deltage i den store fes-gudstjeneste, hvor den nyvalgte biskop skulle indsættes, bød programmet blandt andet på andre kirkebesøg, samtaler med præster og evangelister (sidstnævnte er kirkelige medarbejdere, der arbejder med forkyndelse og menighedsliv i de lokale kirker, men som ikke har den fulde præsteuddannelse), samtaler med lærere og elever på bibelskoler samt et besøg på en kirkeligt drevet ungdoms- og landbrugsskole.  

”Er sådan en rejse ikke bare fråseri?!”, kunne nogle måske finde på at indvende. Der er jo ingen økonomisk gevinst og heller ikke umiddelbart nogen målbar, nyttemæssig effekt af den slags rejser. Men det er nu engang langt fra alle slags værdier, der kan tælles! Mellem-kirkelige indsatser og rejser har nemlig en værdi, som rækker langt ud over økonomiske og nyttemæssige opgørelser. Det mellemkirkelige arbejde fastholder os på, at kirken ikke kun er en lokal størrelse – den er også et verdensomspændende fællesskab. Et fællesskab som findes på tværs af landegrænser, etnicitet og forskellige kulturer. 

I mødet med andre kulturer kommer vi let til at hæfte os ved alt det, der adskiller os fra hinanden.  Ikke sjældent kommer denne opmærksomhed også til at inkludere en vurdering af hvilken kultur, vi ser som ”den bedste”.  Mange af de samtaler, jeg tog del i i Tanzania, handlede da også om forskellighederne mellem vores kulturer i forhold til både økonomiske, politiske, sociale og kirkelige forhold. Og gudskelov for det, for ved at tale om forskellene lærer vi noget om både os selv og andre, og det er ofte også forskellene, der rummer størst inspirationskraft. Men samtalerne om alt det, der adskiller os fra hinanden, hvilede hele tiden på et fælles grundlag i form af den enhed, som kristendommen skaber og fordrer. Eller sagt med schwung og teologisk tyngde i et af apostlen Paulus’ menighedsbreve: Vi er i Kristus kaldet til at være ét, og med ydmyghed, mildhed, tålmodighed og kærlighed skal vi stræbe efter at fastholde Åndens enhed i fredens bånd. 

Evangeliet holder os altså fast på, at vi – trods forskelle og uenigheder – først og fremmest skal se det enkelte menneske over for os som et medmenneske. Det kræver, at vi møder hinanden med gensidig tolerance, respekt og forståelse. At vi har vilje og fantasi til at sætte os i den andens sted og til at spørge nysgerrigt og åbent ind. Enheden betyder derimod ikke, at vi skal se ens på alting, og målet er ikke at udligne forskellene i kultur og tradition. Målet er derimod at erkende og erfare, at vores forbundethed altid er større og dybere end forskelligheden.  

I Tanzania deltog vi dagen før den store indsættelsesgudstjeneste i en nadvergudstjeneste.

Det var en begivenhed, der både var fremmed og velkendt. Fremmedheden skyldtes selvfølgelig særligt den sproglige barriere, for alt foregik på swahili - og man kommer altså ikke langt, når den eneste sætning, man kender, er ”Hakuna Matata”… Men meget var alligevel velkendt, fordi gudstjenestens ritualer og fællesskab overskrider det sproglige. Dette blev ikke mindst tydeligt i nadveren, som alle (dvs. flere hundrede kirkegængere) i kirken deltog i. Selvom jeg ikke forstod de ord, der kom ud af den afrikanske biskops mund, vidste jeg, hvad han sagde. Og på tværs af alder, køn, etnicitet, nationalitet, status og baggrund knælede alle ved siden af hinanden – ligestillede og i fællesskab. Ham, der var iført en læderjakke, hvor der med store bogstaver og flammeskrift på bagsiden stod ”Hell Star” var ligestillet med ham, der var iklædt bispehue, -kåbe og -kors. Om førstnævnte ikke forstod engelsk eller blot tænkte, at det var et humoristisk indslag, skal jeg ikke kunne sige. Men der er ikke desto mindre en fin evangelisk pointe i, at også den, der er mærket af et indre eller ydre helvede, er velkommen ved nadverbordet. 

Der er selvfølgelig meget mere at fortælle om rejsen. Men skulle jeg gengive det hele her, så ville kirkebladet blive betydeligt mere omfangsrigt, end godt er. Nogle af oplevelserne vil sandsynligvis inspirere til og dukke op i en prædiken nu og da. Men der vil også være lejlighed til at høre fortællinger og se billeder fra de varme lande til en sogneaften senere på året. Jeg håber, at denne lille beretning har givet nogle af jer lyst til at høre mere.

Af sognepræst Theresa Lundquist French