Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Sorggruppe - opstart

JUN
01

Sorggruppe - opstart


Dato Torsdag d. 1. juni 2023 (hele dagen)
Sted Sognegården, Tofthøjvej 37, 9280 Storvorde
Medvirkende
Theresa Lundquist French
Pris
Gratis
Sorggruppe - opstart

"Sorrig og glæde de vandre til hobe

Lykke, ulykke de gange på rad.

Medgang og modgang hinanden tilråbe

Solskin og skyer de følges og ad.”

Sådan indleder salmedigteren Thomas Kingo en af sine smukkeste salmer. Salmen fortæller i et flot billedsprog den sandhed, at glæden og sorgen, medgangen og modgangen, det lykkelige og det ulykkelige vandrer side om side i vores liv. Ofte har vi dog lettest ved at tale om og dele det glædelige og det lykkelige, mens sorgen kan have trange kår. Måske har man svært ved at finde ord. Måske vil man ikke bekymre familien. Måske synes man, at man burde være kommet videre. 

I juni 2023 starter vi en sorggruppe i Sognegården i Storvorde, hvor sorgen får lov at få sin plads. Der kan være stor støtte i at møde andre, der kender sorgen, og dermed få mulighed for at dele erfaringerne og følelserne med hinanden. 

Sorggruppen forsøger ikke at fjerne din sorg eller at presse dig til at ”komme videre”. Men fællesskabet med andre, som har mistet, kan hjælpe dig med at bære sorgen og den forandrede hverdag. Sorggruppen kan blive et åndehul, hvor både tårer og grin kan få plads. 

Sognepræst Theresa L. French vil være sorggruppeleder. Vi mødes i udgangspunktet seks gange, og hver gang har et tema, som gruppen kender fra gang til gang. Du behøver ikke at have en stærk tilknytning til kirken for at deltage.

Har du lyst til at være med, eller kender du en, der kunne have glæde af at komme i sorggruppen, så kontakt Theresa på tlf.nr. 25615179 eller mail: tlf@km.dk i løbet af maj. Tidspunktet for møderne vil blive fastlagt i samråd med sorggruppens deltagere.